NR. 8. AGNETE BRANDT GRANN



AGNETE BRANDT GRANN

Auning
E-mail: [email protected]
Telefon: 61 66 50 50


 



Jeg er 40 år, gift med Martin og vi har 2 døtre på 4 og 6 år. Vi bor i den hyggelige landsby Øster Alling ved siden af Auning. Jeg er uddannet bygningsingeniør og ansat hos Rambøll i Århus.

Jeg er opvokset som den mellemste af 3 søstre på en gård, beliggende mellem Skanderborg og Århus. Efter HTX-eksamen tog jeg et sabbatår, hvor jeg boede og arbejdede hos en familie i Vestaustralien.

Min fritid bruger jeg i høj grad med familien, friluftsliv, cykelture og med naboer og venner i nærområdet. Jeg synes det er sjovt at give noget til det lokale fællesskab - man får nemlig det dobbelte igen. Derfor er jeg aktiv i bestyrelsen bag Øster Alling Borgerforening og Forsamlingshus.
 

Mine mærkesager:

Jeg er ny i politik, og jeg stiller hverken op i utilfredshed eller protest. Vi har overordnet en god kommune, hvor jeg gerne vil bidrage med ”finjusteringer” og yde en indsats for både bevaring og forbedring.

  • DAGTILBUD/FOLKESKOLE
    Dagtilbud og folkeskolen former jo fremtiden for vores børn og de skal derfor være i trygge og nærværende rammer. Trives personalet også, så får vi stabile rammer og dermed trives børnene endnu bedre. I folkeskolen skal lærerne i høj grad være med til at udvikle skolen og dermed den enkelte elev. Det kræver god normering, hvor klasserne ikke er for store. Jeg ser gerne en folkeskole, hvor der er plads til fag som sløjd, håndarbejde, motorlære, madkundskab m.m. – skole er mere end tavleundervisning i dansk og matematik.

  • SFO og fritid 
    Minimumsnormeringerne har i mine øjne haft en positiv indvirkning på hverdagen i dagtilbuddene. De erfaringer skal også indtænkes i SFO’erne, så børnene ikke fravælger det grundet for lidt indhold.

  • SFO- og erhvervsuddannelse
    Vi skal sikre at alle unge kommer i gang med en uddannelse. Alle unge har evner og værdi, og derfor skal der være et tilbud til alle. Juniormesterlære er et rigtig godt tilbud til de elever som er skoletrætte og som har brug for anden faglig læring til at komme videre i deres udvikling.

  • MILJØ OG TEKNIK
    Kommunen skal udstykke, bygge og renovere efter langsigtede planer. Ved renovering skal det gode og solide bevares ud fra et økonomisk og bæredygtigt perspektiv, medens der ikke skal bygges videre på det, som er udtjent.
    Vejene skal vedligeholdes og færdsel sikres. Skolevejene og vejene til fritidsinteresser bør have 1. prioritet, så vores børn kan lære at cykle i trygge rammer og dermed også kunne transportere sig selv, samtidig med at de får god motion og højere sundhed. 

  • FÆLLESSKABER, FRIVILLIGE OG FORENINGER
    Foreninger & fritidsinteresser er vigtige elementer i vores nærmiljøer. Det skaber fællesskaber og positiv udvikling. Børn og unge mødes og udvikler sig, og det samme kan heldigvis ske for ældre og handicappede, og her er det lige så vigtigt. Disse foreninger drives heldigvis i kommunen af mange frivillige. Her bør vi som kommune understøtte og minimere administration og ”bøvl”.

  • MENNESKER I NØD OG KNIBE
    Dem der har det svært, skal mødes hvor de er og med en ”kærlig og fast hånd” hjælpes og guides i den retning, som tjener dem bedst, og som de kan se sig selv i. Tidlig hjælp kan i sidste ende spare mange ærgrelser og resurser, som så kan bruges på dem, som virkelig trænger.

  • ÆLDRE 
    Ældre har stor værdi og er en resurse, som vi skal være bedre til at hjælpe og i nogle tilfælde ”udnytte”. Hvorfor kan mormor ikke læse højt i børnehaven, eller morfar lære børnene at lappe cykler?? Bør vi ikke være gode til at bruge generationernes forskellige værdier til gavn for fællesskabet? – jeg synes det.