BLIV MEDLEM AF VENSTRE OG FÅ INDFLYDELSE

Vi har et stort ønske om at give vores medlemmer alle muligheder for at blande sig, og være aktive i vores lokale Venstre. Samtidig vil vi gøre os umage for at sikre gennemsigtighed og god kommunikation mellem vores medlemmer, vores valgte bestyrelsesfolk og vores valgte kommunalbestyrelsesmedlemmer i Norddjurs Kommune.

Vores hjemmesiden er en vigtig del i denne kommunikation, og vi vil løbende lægge relevante og interessante nyheder op her.
Samtidig vil det også være her, I kan finde information om alle de spændende aktiviteter, der er organiseret af vores medlemmer i vælgerforeningerne eller i kommuneforeningen.

TILVÆLG FÆLLESSKABET

Man bestemmer selv hvor aktiv man ønsker at være. Du kan deltage i vores medlemsmøder, hvor der er mulighed for at få indflydelse, og være med til at præge den politik som Venstre fører. Det er også muligt at støtte vores politiske arbejde passivt, ved at betale et årligt kontingent.

STØT VENSTRE - ALTID ET GODT VALG !

Venstre i Djurskredsen har valgt ny folketingskandidat Venstre på Djursland har onsdag aften i Kolind valgt Jens Kloppenborg-Skrumsager til ny folketingskandidat for Djurskredsen. Jens Kloppenborg er 51 år gammel og uddannet journalist ved Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. Han er født og opvokset ved Egå strand, har gået på Skæring skole, Laursens realskole og Aarhus katedralskole. Han har tidligere været reporter ved TV-Avisen i København og Aarhus, radiovært ved P1-debat og redaktør ved DR2 Deadline. Jens stiftede i 2009 medieovervågnings- og analysevirksomheden Newswatch, som i 2014 blev solgt til norsk/svenske Retriever. Jens Kloppenborg er ikke et ubeskrevet blad i Venstre. Fra 1994 til 1999 var Jens medlem af Aarhus byråd, ligesom han også har været rådgiver for flere af Venstres ministre i perioden 2015 – 2019. En tid som leder af Venstres presse,- politiske og økonomiske sekretariat på Christiansborg kan han også skrive på sit CV. Til daglig bor Jens Kloppenborg i Vedbæk sammen med sin hustru Lone, der er arkitekt, og deres fælles to børn Ida og Emma på 14 og 10 år. Jens er søn af den nu afdøde landskendte kræftpatient, Asbjørn Kloppenborg-Skrumsager, der efter svigt af de danske sundhedsmyndigheder i 90érne, satte stor fokus på kræftpatienters rettigheder ved bl.a. at indsamlede et millionbeløb til den samme strålekanon på Aarhus kommunehospital, som havde reddet hans liv, for egen regning, i Stockholm. Jens Kloppenborg sagde i sin tale til de mange fremmødte venstrefolk i Djurskredsen, at et helt og ikke delt Danmark, med vækst i alle egne, har stor fokus for ham. Landbetjentens skal tilbage til landet, så dansk politi ikke kun sidder i de større byer. Dansk forsvar skal have et langt højere løft, så Danmark igen har et troværdigt forsvar af vort land. Regeringens angreb på den private børnepasning, landets frie skoler og senest gymnasielevernes frie valg viser, at vi har en regering, der kun ønsker ensretning, mindre frihed og kun tilgodeser det, der kan stå i et offentligt excelark. Her venter os et stort arbejde, sagde Jens Kloppenborg. John Daugaard og Søren Høg, der er kommuneforeningsformænd for henholdsvis Norddjurs og Syddjurs kommuner, glæder dig over valget af Jens Kloppenborg. – ”Der er kort tid til kommunalvalget. Jens er med sin egen byrådserfaring, og fra sin tid på Christiansborg, en god sparingspartner og rådgiver for vores mange gode kommunale folk her i Nord- og Syddjurs kommuner. Dernæst glæder vi os til at sikre, at Djursland igen er godt borgerligt/liberalt repræsenteret på Christiansborg”, udtaler John Daugaard og Søren Høg. Jens Kloppenborg 2615 2497 Søren Høg 4020 6900 John Daugaard 2829 5604

Fra parade på Champs-Élysées, nationaldage i verden. Om arbejdet med den populære serie Badehotellet og overskuddet på handelsbalancen. Læs kunsthistoriker og vurderingsekspert Benno Blæsild´s fantastiske grundlovs tale på norddjursvenstre.dk eller her: Grundlovstale på Lykkesholm 5. juni 2021 Af Benno Blæsild I 1975, som 19-årig var jeg på Inter Rail. Det gjorde ’man’ dengang. Efter tre uger med tog rundt i Europa nåede vi Paris, godt trætte, møgbeskidte og forventningsfulde. Mens vi gik mod Louvre fyldtes himlen pludselig med jagerfly med blå, hvid og røde røgfaner efter sig. Champs-Élysées genlød af støvletramp og larm fra tanks og kanoner i endeløse rækker. Vi var tilfældigvis kommet til Paris d 14. juli, på Bastilledagen - Frankrigs National Dag. Jeg oplevede dengang hvor pompøst et land som Frankrig markerer sin nationaldag. Sådan gør vi ikke i Danmark. Vi kunne have valgt d. 6. juli som nationaldag, og knyttet den til sejren ved Fredericia i 1849. Men vi valgte i stedet at mindes en stille formiddag samme sommer, hvor kongen ved sit skrivebord bevæbnet med pen og blæk underskrev et dokument. Vi samles på en velegnet græsplæne eller park, mens vi beundrer verdens smukkeste flag. Og så synger vi fællessange og hører taler om danske værdier og nationens sammenhængskraft mens vi holder picnic. Jeg må tilstå, at jeg elsker Grundlovsdag. For mig er den ligesom en magiterning af alt det bedste ved Danmark. Vejret er relativt godt, forventningerne til sommeren er usvækkede, der er to dage til min fødselsdag og sommerferien kan skimtes i kalenderne. Folketinget går på ferie, hvilket giver en vis fred i mediebilledet. Agurketiden er normalt både harmløs og underholdende. Selv Pandemien synes i disse år i nogen grad at vige på denne årstid. Man fyldes let med positive forventninger til den umiddelbare fremtid. Når det er sagt må jeg indrømme, at jeg er meget beæret over at få lov til at tale her i dag. Dels over at I har inviteret mig til det, men også over at få lov til at være vurderingsekspert på den specielle mærkedag for Danmark. Til hverdag består mit arbejde i at udskille kostbarheder i blandede bunker af gamle sager. Og Det danske demokratis fødselsdag er faktisk ved at være en gammel sag, men det vil jeg komme tilbage til. De fleste år er 5. juni jo principielt kun en halv fridag, og det kan godt føles lidt fedtet, for der er tale en dobbelt mærkedag. Ud over grundloven hylder vi også en efterhånden noget overset, ofte tilbageholdende og ydmyg minoritet. Nok den befolkningsgruppe, der er mindst krænkelsesparat i hele befolkningen, hvis vi ikke regner dem med, der er over 90 år gamle. Det er de danske fædre. En gruppe, der overvejende består af hvide mandlige Boomers. En gruppe, der må være en af topkandidaterne til titlen som tidens mest oplagte ofre for kollektiv voksenmobning. Hvis det ikke var for det faktum, at gruppen lever en så hensygnende tilværelse, at den er helt usynlig i debatten. Fædrenes sidste bastion er Fars dag, som de ovenikøbet heller ikke kan have i fred. De må pænt dele dagen med forfatningen. Ligesom "Mors Dag" er også dagen for fædre en amerikansk opfindelse, og skyldes selvfølgelig en kvindes gåpåmod. Sonora Louise Dodd fra Spokane i staten Washington, tildeles af de fleste æren for at have opfundet "Fars Dag". Det var i 1909. Hun fik angiveligt ideen til Fars Dag efter at have hørt en Mors dags -prædiken i sin kirke i 1909, og valgte juni måned til dagen, fordi hendes far havde fødselsdag i juni. Egentlig skulle det have været på hans fødselsdag, den 5. juni, men premieren måtte udsættes til den 19. juni 1910 i Spokane. Det boostede populariteten Da præsident Wilson fejrede dagen med sin familie i 1916, men Den amerikanske Kongres anerkendte først dagen i 1956, præsident Johnson gjorde den 3. søndag i juni til officiel "Fars Dag" og i 1972 underskrev daværende præsident - Richard Nixon - en erklæring, som gjorde dagen til amerikansk helligdag. Blandt de nordiske lande var Sverige først til at indføre dagen, nemlig i 1931. Først i 1935 kom den nye mærkedag til Danmark. I Sverige valgte man, som amerikanerne, den 3. søndag i juni. Her i landet blev dagen imidlertid fra starten "slået sammen" med Grundlovsdag, hvor den har ligget siden - dog med lidt forvirring i 1949, hvor en komité af nordiske handelsfolk besluttede, at det ville være meget bedre, hvis "Fars Dag" lå i november. Lidt som en forgænger for Black Friday. Derfor besluttede de nordiske købmænd, at "Fars Dag" i hele Skandinavien skulle ligge den 2. søndag i november - præcis ½ år efter "Mors Dag. I Danmark havde man desværre glemt at informere pressen og offentligheden om beslutningen, og dagen flyttede derfor hurtigt tilbage til 5. juni igen. Svenskerne havde med forventelig grundighed gjort deres hjemmearbejde, sådan at man her stadig holder "Fars Dag" 2. søndag i november. Men vi danske fædre bliver fejret på en af kalenderårets første forventningsfyldte sommerdage, hvor man har lov til at håbe på en lang og smuk sommer. Tre måneder i sommerlandet ligger foran os, selv pandemier må vige for et gode vejr og friluftslivet i sommerlandet, f.eks. på Djursland og langs de danske kyster. En af de faderfigurer fra sommerlandet, i mit univers, som jeg tror ville have været helt parat til at lade sig hylde på den første danske Fars dag på tærsklen til sommerglæderne i1935 er skuespiller Weyse - en af hovedpersonerne i den meget populære TV-serie Badehotellet, som min hustru Bettina Buhl og jeg har haft fornøjelsen af at være historiske konsulenter for. Desværre springer Badehotellet fra sæson 5 i 1933 til sæson 6 i 1939. Så jeg har ikke fået oplagt lejlighed til at foreslå fejring af hverken fars dag eller Grundlovsdag i serien fordi den sprang over sommeren 1935. Badehotellet handler jo om den lyse sommerside af tilværelsen for de smukke og i hvert fald velbjergede borgere fra hovedstaden. Fælles for dem alle, fra kontorchef Aurland fra ministeriet over tobaksfabrikant Frigg til den selfmade grosserer Madsen er, at de skylder deres gode og relativt sorgløse tilværelse til en begivenhed 80 år før serien udspiller sig. Nemlig dengang danskerne tiltvang sig en fri forfatning. I 1700-tallet foretog Europa et økonomisk tigerspring, som gjorde verdensdelen til klodens rigeste. Danmarks (og Norges) status som en af verdens største søfartsnationer betød, at vi kom med i de rige landes klub fra starten. Overskuddet på handelsbalancen blev skabt af indtægter fra søfart og fra landbrugseksporten. Den sene enevælde betød for majoriteten af danskerne i første halvdel af 1800-tallet en tilværelse med nidkær kontrol af almindelige mennesker. Danmark var delt op i to økonomiske zoner. I den ene – købstaden - måtte borgerne kun ernære sig som købmænd, håndværkere eller søfolk. Alle varer, selv den mindste knappenål, der blev importeret over havnekajen, eller som nyindkøbt på markedet båret i en malkepiges forklædelomme ud af byporten, blev visiteret af ’posekiggeren’ toldassistenten og pålagt moms til staten. På landet fandtes kun - ud over adelen – præster, bønder grovsmede og møllere. Og de måtte kun ernære sig ved landbrug og fiskeri. I landdistrikterne betalte man ejendomsskatter. Ville en bondekarl bevæge sig ud af sit fødesogn til andre destinationer end den købstad sognet var defineret som opland til, så måtte han til sognefogeden og købe et rejsepas, som skulle vises, hver gang han på sin færd stødte på en øvrighedsperson. Ville en håndværkssvend fra købstaden gå på valsen for at lære nyt i sit fag, skulle han til kæmneren og købe et pas. Så enevældens Danmark var i økonomisk henseende to adskilte systemer, der ovenikøbet blev forvaltet så rigidt, at 1800-tallets europæiske fremgang og udvikling i stigende grad gik uden om Danmark. Inspireret af opstande i udlandet gik borgerne i de danske byer med københavnske unge studenter i spidsen i gang med at berede vejen for en total politisk reform. En proces som revolutionerede Danmark – men uden vold. Skæbnen ville, at vi fik en borgerkrig med holstenerne med i købet. Men selv ikke krigens kaos gennem tre år kunne afspore processen frem mod det demokrati, hvis dåbsattest blev underskrevet af kongen d. 5. juni 1849. Så fra d. 5. juni 1850 har alle danskere (i starten dog kun 15% af befolkningen) frit kunnet vælge erhverv, og frit kunnet etablere sig med dette, hvor i landet man havde lovlig adkomst til at slå sig ned. Det er de skuldre, hr. Weise, fabrikant Frigg, Brygger Jacobsen, A. P. Møller, Thorvald Stauning, Erik Eriksen, Lars Larsen og millioner af andre har stået på, når de har realiseret sig selv og deres visioner. De og vi kan alle takke Monrad og Lemann og de liberale kræfter landet over, som stod sammen om at få skubbet det danske samfund over i demokratiernes rækker. Og trods omskiftelige tider med verdenskrige og finanskriser, så er Danmark stadig med i de riges landes klub, ikke mindst fordi vi stadig er et af verdens mest avancerede landbrugslande, med en international førerposition indenfor agrar forskning, som i mine lægmandsøjne er en af kronjuvelerne i menneskehedens bestræbelse på i fremtiden at udvikle så avancerede dyrkningsmetoder, at vi kan brødføde alverdens mennesker på en bæredygtig måde. Og så fordi vi er verdens 5. største søfartsnation med en handelsflåde der bidrager til Danmarks velstand. I Danmarkshistorien har vi – heldigvis – kun haft en revolution. Den var uden vold, den kulminerede d. 5. juni 1849 med underskrivelsen ad Danmarks frie demokratiske forfatning – og den var liberal. Tak for det og tak for ordet.